Derudover er Saalbach en enormt hyggelig by med masser af caféer, knejper, restauranter og barer, som du kan udforske, når du trænger til en pause fra skiene, eller når lifterne lukker. Saalbach er også kendt for afterski på HinterHag. Det bør du prøve, da det er en helt særlig oplevelse.
Udforsk det imponerende skiløb omkring Saalbach
Saalbachs Skicircus består af de fire områder, Saalbach, Fieberbrunn, Leogang og Hinterglemm, og hver især udgør de en perle, som kan give dig en mindeværdig skiferie. Tilsammen udgør de et af Østrigs største skiområder og med en helt utrolig effektivitet, sikrer de, at skiferien bliver en formidabel oplevelse, som du vil huske i årevis.
Området byder på velfriserede pister i et indbydende terræn med lynhurtige lifter, som hurtigt fører dig op til næste tur. Det mest imponerende ved området er dog sammenhængen. Når du løber rundt i området, så er du godt underholdt det meste af tiden, da du hele tiden støder på nye, spændende pister.
Du kan altså med fordel udforske terrænet, så du får det hele med. Skiløbet er aldrig for svært eller for let. Uanset hvor du er, så er der en vej ned, der passer til dit niveau.
Hinterglemm
Oprindeligt foregik skiløbet i Glemm-dalen, hvor Saalbach og Hinterglemm ligger side om side. Dalen er helt genialt beliggende til skiløb. Den er øst-vest-vendt og har dermed en nord og en sydside. Sydsiden, hvor solen dominerer, er ikke særlig stejl. Det betyder, at det er røde og blå pister, som slynger sig ned af bjergsiden, mellem træerne og de hyggelige alms.
Nordsiden, derimod, er stejlere, mere eksponeret og ligger mere i skygge. Det betyder sorte pister og god sne. Det er blandt andet her, de tekniske og stejle VM-pister fra 1991 ligger, hvor legender som Marc Girardelli, Stephan Eberharter og svenske Pernilla Wiberg vandt VM-guld.
Det betyder dog ikke, at den side af dalen er forbeholdt eksperter. I Saalbach-Hinterglemm kan du faktisk komme med rundt i hele området, næsten uanset niveau. Du skal bare huske at tjekke pistekortet.
Leogang
Fra Saalbach kan du løbe på ski over i nabodalen og ned til Leogang. Det er her den store Nitro snowpark ligger, sammen med mange fede pister, hvor de fleste ligger på den nordvendte bjergside og dermed ikke har direkte sol. Det betyder, at sneen ofte er god heromme.
Leogang er helt sikkert et par dages afstikker værd, når du er på skiferie i Saalbach. Og du behøver ikke at kører tilbage til frokost. Den kan du nemlig fint snuppe her.
Fieberbrunn er ideel til offpiste
I 2016 blev skiområdet i Fieberbrunn en del af Saalbach. Så nu kan du løbe på ski fra Hinterglemm-området, videre til Fieberbrunn og opleve dette freeride-mekka. Her er der fedt skovterræn til dage med snevejr, og utroligt mange muligheder ovenfor trægrænsen, når solen er fremme.
Selv om Fieberbrunn ligger et par hundrede meter lavere end Saalbach, og det højeste skiløb er på samme højde, så får Fieberbrunn mere sne. Det skyldes beliggenheden lidt længere mod nord, hvor de fleste storme kommer fra. Derudover ligger meget af Fieberbrunns terræn på skyggesiden, så sneen holder sig kold og lækker. Du har kan altså opleve et fantastisk skiløb her.
Derudover er Fieberbrunn vært for Freeride World Tour hver sæson. Det understreger Fieberbrunns position som freeridedestination med sit fantastiske og let tilgængelige offpistterræn.
Der er også gode muligheder for offpiste i resten af Saalbach-området. Mellem pisterne er der ofte god sne - især på sydsiden af dalen, hvor skyggen holder sneen god. Det er samtidig her, du finder det stejleste terræn. En stor fordel er, at langt de fleste ikke kommer til Saalbach for at løbe offpiste, så der er ikke så meget rift om sneen, som på andre destinationer.
Besøg naboen Zell am See
Nabo-destinationen, Zell am See, er forbundet med Saalbach med lift, så du på ganske få minutter kan komme til Zell am See-området. Dit liftkort gælder på begge destinationer, så du kan komme rundt med mere end 100 lifter samt boltre dig på mere end 400 kilometer pister.
Dette giver gæster på begge destinationer rig mulighed for at tage på endnu flere dagsture og opleve endnu flere pistekilometer. Vores guider vil også lave pistevisninger mellem områderne, så du kan komme på tur, uden at skulle spekulere på praktikken i at komme rundt.
Udfordr dig selv med områdets freestyle-muligheder
Det er et overset område, men Saalbach råder også over nogle helt unikke freestyle-muligheder. I Hinterglemm ligger eksempelvis den store Nightpark med begynder, medium og prolinier. Der er tale om rene rail eller kickerlinjer, som giver de bedste muligheder for målrettet træning. Som navnet indikerer, så har parken også åbent om aftenen, så du virkelig kan få noget ud af ferien.
Nitroparken ligger oppe i Leogangs terræn, og den skiller sig ud fra andre snowparks ved at være baseret på kreative obstacles. Det betyder, at det ikke bare er straight rails og kickers, men her har du også mulighed for at bruge din fantasi til nye seje tricks. Nitroparken har selvfølgelig også mere klassiske obstacles, men parken har generelt fokus på kreativitet.
Skiområdet forbedres hele tiden
Saalbach investerer rigtig meget i deres skiområder. De finder konstant nye logistiske løsninger, der er fantastiske, set med skibriller. Der investeres i effektive lifter, der gør skiløbene, og ikke mindst offpistmulighederne, lettere. Dermed får du en bedre skioplevelse, når du ikke skal stage eller tage en bus hen til liften, når du har fundet en rigtig god pist.
Logistikken fungerer i Saalbach, for du ender næsten altid ved en lift lige meget hvilken pist, du kører ned ad. Mange steder er der flere alternativer, så grupper og familier kan køre sammen uanset niveau. Hvis der er en stejl pist, så er der en lettere pist ved siden af, men de ender begge ved den samme lift. På den måde kan I hele tiden følges ad og fortsætte skituren sammen.
Der kommer ikke kun nye lifter til i området. Saalbach fornyer nemlig også deres eksisterende lifter, som får varme i sæderne. Træklifte skiftes også ud. Derudover er der anlagt trailruns, som er pister med boadercross-inspirerede udfordringer med små hop og dybe kurver til børn og barnlige sjæle. Saalbach investerer i deres bjerge, og det kan du tydeligt mærke som gæst.
Tag på mini-skiferie i Saalbach
Hvad skal du nå, hvis du kun har tre eller fire dage i Saalbach? Du skal for det første nå at få løbet som mange pistekilometer som muligt. Saalbach-området har rigeligt med udfordringer, og samlet set får du hele pakken:
- Hinterglemm har korte, men gode, brede piste
- Fieberbrunn har gode freeride-muligheder
- Leogang har en velfungerende funpark og særlige langrendsløjper, der strækker sig over 150 kilometer
- Saalbach har lidt af det hele
På en miniferie skal du også opleve den fantastiske atmosfære i byen – både den hyggelige og den festlige, og her er en pubcrawl med vores guider en sikker vinder. Vi anbefaler også, at du besøger kyllingemanden Huwi ved Asitz Bergstation ved Leogang, som laver himmelske kyllinger. Du kan nyde måltidet, imens du nyder den smukke panoramaudsigt over Alperne.
Oplev afterski i Saalbach
Saalbach er kendt for god afterski og når skidagen slutter er der masser af steder udendørs servering under varmelampernes skær, hårdtpumpende tyrolerhits tilsat skistøvle dans og masser af fest og farver.
Tips til oplevelser i Saalbach-området
Guiderne bor i byen, og de kender alle de gode steder både på liften og i byen, så brug endelig deres viden, tricks og erfaring, når du er på skitur. Vi har flere arrangementer i løbet af ugen. Vi har for eksempel
- Pistevisning
- Picnic i bjergene
- Kælkeaften på en oplyst kælkebane
- Lokal snapsesmagning
- Det føromtalte pubcrawl
Vi har også et velkomstmøde, hvor guiderne præsenterer sig selv, byen og de mange muligheder. Der kan være mange spørgsmål, du ønsker svar på, også selvom du har været i Saalbach før, og her kan guiderne dele ud af deres erfaringer og oplevelser i området.
Besøg de lokale beværtninger
Hvis du leder efter gode smagsoplevelser, så findes der mange gode restauranter i området. Du kan eksempelvis besøge Peters, hvor du kan få felsensteak. I 25 år har Peter sunget for din bøf på 12 forskellige sprog. Han har en charmerende karakter og en utrolig evne til at få folk til at slappe af og nyde den unikke stemning i restauranten.
Peter står for underholdningen hver eneste aften, hvor du får serveret din bøf rå på en lavasten, og her skal du være med til at stege den. Nogle bryder sig ikke om underholdningen og trylleshowet i weekenderne, mens andre bliver stamgæster og kommer igen år for år. Har du aldrig besøgt Peters, så er det helt sikkert en af de oplevelser, som du må give dig selv, når du er i Saalbach.
Du kan også tage forbi Azits Bräu, som er et bryggeri i Leogang. Azits Bräu er det højest beliggende bryggeri i Europa, og de serverer deres egen øl i de mest imponerende omgivelser, der mest af alt minder om en borg. Restauranten er på tre etager og har en udendørs solterrasse, der i alt kan rumme 500 gæster.
Omgivelserne er klassisk østrigske med lederhosen, træinventarer og store ølglas, men samtidig serverer de mad i høj kvalitet. Det er især mændenes toiletter på tredje sal, der vækker begejstring, da der er vinduer ved pissoiret, så du kan kigge ud over alperne, mens du tisser – og omvendt kan folk vinke ind fra liften.